Sportschef

Website Dansk Styrkeløft Forbund

Kan du stå i spidsen for Dansk Styrkeløft Forbunds landsholdsudøvere og sikre en stærk sportslig og værdimæssig udvikling? Har du gode relationelle og kommunikative kompetencer, som du bruger konstruktivt til at løse udfordringer? Vil du være med til at skabe en rød tråd fra eliten i DSF og ud til breddeudøveren lokalt i klubberne under DSF?

Så læs videre her…..

I Dansk Styrkeløft Forbund arbejder vi hver dag for at udvikle og understøtte Styrkeløft, således der kan skabes de bedste forudsætninger for at dyrke sporten. Vi har omkring 6500 medlemmer fordelt på klubber i hele Danmark. Som led i udviklingen af sporten og forbundet vil vi skabe endnu bedre vilkår for den sportslige udvikling. I den proces søger vi nu en kollega til en stilling som sportschef med ansvaret for strategisk udvikling af sportens elite-setup samt til at sikre kontinuerlig vidensdeling til klubber i forbundet.

Du får en central rolle i DSF med ledelsesansvar for en række nøglepersoner omkring landsholdet, ansvar for den sportslige udvikling på landsholdet samt ansvar for at skabe en rød tråd omkring Styrkeløft i Danmark sammen med forbundets udviklingskonsulent.

Du bliver en del af en sport med et stort antal frivillige, som brænder for at skabe resultater og dyrke sporten. Derudover vil du komme til at samarbejde med vores udviklingskonsulent omkring den videre udvikling af sporten.

I forbundet vægter vi tillid, ordentlighed og tydelig kommunikation højt og der er tradition for en positiv og uhøjtidelig omgangstone i det daglige med udgangspunkt i et anerkendende værdigrundlag.

Dine opgaver bliver at:

• Skabe, udvikle og operationalisere Dansk Styrkeløft Forbunds elitestrategi i samarbejde med eliteudvalget og DSF’s bestyrelse.

• Være leder og strategisk sparringspartner for trænere for de respektive landshold i DSF

• Udvikle elite- og landsholdsstrukturen, herunder sikre trænere til de respektive landshold i DSF

• Implementere processer og procedurer, som sikre en optimal udnyttelse af forbundets ressourcer på eliteområdet

• Fungere som træner og sparringspartner for atleter inkluderet i landsholdstruppen i DSF

• Deltage som træner ved internationale stævner

Vi har høje forventninger til dig og forestiller os, at du:

• Er en stærk trænerkapacitet, som arbejder holistisk med dine atleter

• Er udadvendt og relationelt stærk og kan begå dig i mange forskellige arenaer

• Er en positiv teamplayer, der evner at arbejde på tværs af organisationen i samarbejde med både ansatte og frivillige

• Har internationalt udsyn og evner at analysere og operationalisere elitesportens udvikling

• Har en relevant faglig baggrund og gerne indsigt i Styrkeløft

• Har solid ledelseserfaring (og gerne) inden for sportens verden

Derudover er der behov for en høj grad af fleksibilitet, da der må forventes en del aften- og weekendarbejde. Endelig vil det være en fordel med egen bil, da der vil være en del kørsel forbundet med jobbet.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til formand Klaus Brostrøm, tlf. 27 24 50 02.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er for den rette ansøger en fuldtidsstilling, men kan alt efter kvalifikationer også være en deltidsstilling på mellem 15-30 timer. Der gives løn efter kvalifikationer. Stillingen ønskes besat pr. 1/3-2021 eller snarest muligt derefter.

Ansøgningsfristen er søndag den 1. februar 2020

Ansøgninger sendes til kontor@styrke.dk.

Samtaler forventes afholdt medio februar 2021. Indkaldes du til samtale, vil der efter aftale med kandidaterne blive indhentet referencer i det omfang det skønnes nødvendigt.

Dansk Styrkeløft Forbund ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge stillingen – uagtet køn, etnicitet, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Styrkeløft er for alle og dette afspejles også i vores rekrutteringsproces.